Skipperens Idrætshus
De fleste nordjyder har hørt historien om Aalborg Chang, som blev stiftet den 1. september 1912. Klubben blev stiftet af 3 unge knægte i 14-års alderen, eftersom de forlod deres egen fodboldklub, hvilket de gjorde i protest mod forholdende, som deres klub praktiserede. Takket være de 3 knægte kan folk i alle aldre fortsat boltre sig på banerne i Changs navn.
Da det i 2020 var tid til en modernisering af Changs Klubhus, blev Pallisgaard A/S valgt til at udføre en fagentreprise på klubhuset. Udover at moderniseringen havde til formål at give klubhuset et mere tidssvarende udtryk, skulle den også give plads til en ny holdkammerat, nemlig Aalborg Seniorsport. Dette indebar derfor opførslen af en ny idrætshal og etableringen af et fitnessrum.
Yderligere blev klubhuset energioptimeret i forbindelse med udskiftning af alle vinduer og døre. Pallisgaards andel af moderniseringen, udgjorde 4.800 tømrertimer.